Kostvejledning
Kliché eller ej; "Du er hvad du spiser"! Sådan er det nu engang... Hver eneste celle i vores krop fornyer sig hele tiden, og det er altså den kost vi indtager, der udgør de byggeklodser vi består af.
- Derfor er det alt afgørende at vi får de næringsstoffer, vi har brug for hver eneste dag, for at kunne fungere godt og have energi og overskud til at klare hverdagen.
For mange mennesker kan det virke overvældende at ændre drastisk på sine spisevaner, og derfor mener jeg, at det kan være hensigtsmæssigt at foretage gradvise ændringer i en velovervejet rækkefølge.
Nogle mennesker har det fantastisk når de spiser én type kost, men den samme kost kan få andre mennesker til at blive direkte utilpasse. Det er min opgave at finde frem til den sunde kost, der passer til dig og som du - frem for alt - trives med. Det er nemlig også vigtigt at ingen tvinger sig til at spise fødevarer, som de ikke bryder sig om.
Det er nødvendigt for mig at kende dine nuværende spisevaner, og derfor vil jeg sende dig et spørgeskema samt en kostdagbog, som du bedes udfylde og sende til mig et par dage før vores første møde. Dermed kan jeg opdage dine gode og mindre gode vaner, og tage udgangspunkt i dine præferencer, når jeg udarbejder din kostplan.